Hvad er Tao? – Om lederskab
![]() |
Zen koan: Chao-chou spurgte Nan-ch'üan, "Hvad er Tao?" Nan-ch'üan svarede, "Det almindelige sind er Tao." |
Nogle siger, at Tao er alt. Hver skabning er en del af Tao. Ved at være i overensstemmelse med Tao handler man korrekt og kan opnå at blive bevidst om Tao og dets virke.
Den kinesiske vismand, helgen og opstegne mester, Lao Tzu, hvis navn betyder "Gamle Mester," tilskrives værket Tao Te Ching eller Dào Dé Jīng ("Vejen og dens kraft"). Dao De Jing er en af de mest indflydelsesrige visdomsbøger i kinesisk historie.
Lao Tzu har fortolket Tao, som det kan se ud fra en herskers side, og de konsekvenser der følger af at herske. Det er derfor en anbefaling til ledere om at lade sig lede af visdom, kendt som ukendt.
Lao Tzu skrev angiveligt blot en enkelt bog, der er en samling af 81 vers eller digte i to dele – en for Dao og en for De. Bogen forklarer og filosoferer over de to emner, der udgør titlen Dào og Dé. Dao betyder "vej" og De betyder "magt/kraft" (engelsk: power) eller "dyd." Det første vers i De-afsnittet viser utvetydigt, at ordet beskriver magt og rimelig brug af magt, men ordet referer i mange andre gamle tekster mere til moral eller dyd. Oversætteren Poul Andersen oversætter titlen som "Bogen om vejen og magten," mens Christensen oversætter titlen som "The Way and Virtuous Power," altså "Vejen og Dydig Magt/kraft" eller "Vejen og ret anvendelse af Magt/kraft."
Samlet set tilbyder Tao Te Ching vejledning i, hvordan man lever et dydigt og harmonisk liv ved at følge Tao og være i overensstemmelse med naturens orden/den kosmiske orden. Teksten er kendt for sin metaforiske karakter, hvilket gør den åben for forskellige fortolkninger. Mange mennesker ser den som en kilde til inspiration inden for spiritualitet og personlig udvikling.
![]() |
Yin-Yang i spiralkredsløb. Foto: © Vchalup | Dreamstime.com. |
At leve og virke uden anstrengelse
I taoistiske tekster er begrebet "wu-wei" (at gå med og være i overensstemmelse med Tao uden at kæmpe imod) ofte forbundet med vandets omskiftelige og fleksible kvalitet. Den ubesværede handling via "wu wei" blev fastslået i Tao Te Ching, som den rigtige måde at styre og lede på.
Der er flere mulige oversættelser af wu wei:
- ikke-handling
- ikke-handlende
- ikke at gøre noget
- ikke at tvinge
- ikke at handle i teatralsk forstand
- at skabe intethed
- at handle spontant
- at flyde med øjeblikket
2. kapitel, 2. vers i Tao Te Ching har følgende ordlyd:
- Vismanden er beskæftiget med det uudtalte.
- Han arbejder uden anstrengelse.
- Han underviser uden informationer.
- Han handler uden at ville eje.
- Han skaber i tillid til resultatet.
- Han kræver intet.
- Vismanden har intet at tabe.
![]() |
Haiku-digt om Tao: Floden flyder blidt, uden kraft, men styrke stor, vejen går sig selv. Skabt for Lars Laursen via Midjourney. |
Et meget sigende Haiku-digt, om "Hvad Tao er" og skabt til mig via ChatGPT 4o1 er dette:
Floden flyder blidt,
uden kraft, men styrke stor,
vejen går sig selv.
Taoistisk visdom for ledere
- Store ledere gør ikke stads af sig.
- Den gode leder regerer ligeså meget ved, hvad der gøres, som ved hvad der ikke gøres.
- Du ønsker at regere verden med tvang? Det virker ikke.
- Lederen sejrer, men praler ikke.
- En sejrsherre er uden stolthed.
Lederen lader tingene følge deres egen kurs; griber ind, hvis det er nødvendigt, men praler ikke af fred, velstand eller tryghed. Til gengæld bliver den leder, der forsøger at være elsket i sidste ende foragtet.
Vise ledere tror om sig selv, at de er forældreløse, værdiløse og efterladte. Når ledere er arrogante, klædt i fine rober, bor i storslåede paladser og regerer med jernhånd, kalder vi dem for tyve!
Vi har alle set fortidige såvel som nutidige eksempler på, hvad dette kan betyde: denne verdens Putin'er, Orban'er, Trump'er og Erdogan'er. "Den store nation fostrer ydmyghed blandt såvel ledere som borgere." Og vi har alle set og erfaret, hvordan arrogance og selvretfærdighed udspiller over tid med nationer.
- Led derfor nationen på samme måde, som du ville tilberede en lille og mør fisk.
Den politiske visdom og praktiske viden, om hvordan verden fungerer, og hvordan den ikke gør, som stille og roligt er indlejret i teksten, er forfriskende. Den præsenteres på en sådan måde, at du vil finde den, når du er klar til at høre dens visdom. Dette forringer ikke tekstens poesi og skønhed. En bedragerisk dybsindig tekst.
![]() |
En mediterende siddende på et hvidt kvadratisk underlag i lotus-stilling med opmærksomheden rettet mod spiralen på himmelen.Skabt via Midjourney for Lars Laursen. |
Paradoksal logik
Siden Aristoteles har den vestlige verden været præget af en særlig logik. Den kan helt enkelt formuleres således: ”A er A”, hvilket betyder, at ”A” ikke er ”ikke A”, idet ”A” ikke både kan være ”A” og ”ikke A” på samme tid. For langt de fleste mennesker synes denne måde at tænke på at være fuldstændigt indlysende.
Når vi argumenterer med hinanden i jagten på en såkaldt ”sandhed,” så vil det som hovedregel også være den logik som igen og igen kommer i spil.
Hvordan ser alternativet ud? Det ville i givet fald betyde, at ”X” kan være både ”A” og ”ikke A” på samme tid. En sådan tænkemåde kan man betegne som en ”paradoksal logik.” Vi kan finde den i Indisk og kinesisk tænkning, hos Heraklit og såmænd også hos Marx og Hegel. Den er også helt fundamental for at forstå den systemiske tænkning. I Lao Tzus værk Tao Te Ching siges der med en positiv formulering: ”Det der er et, er et. Det, der er 'ikke et' er også et." George Spencer Brown har i sit hovedværk ”Laws of Form” gjort rede for en tilsvarende forståelse.
Tankeprincippet og paradokset finder vi også i ordsproget: ”Vís er den mand, som ved, at han intet ved.” Eller: ”Netop fordi den fuldkomne leder ikke fremhæver sig selv og sætter sig op på en piedestal i forhold til andre, virker han stor" og ”Har du virkeligt et moralsk væsen, da gør du ikke væsen af din moral” (også Lao Tzu i Tao Te Ching). Disse sætninger udtrykker både rekursion – dvs. at de henviser til eller inkluderer sig selv i dem, og illustrerer et modsætningens eller forskellenes princip.
Hvor kan denne anderledes logik så føre os hen? Den mest umiddelbare konsekvens af den bliver, at vi får meget svært ved at holde på vores dogmer og sandheder. Hvis det vi ser og forstår på én og samme tid også kan være sin modsætning, hvilken er så den ”rigtige” udgave?
Hvis du meget omhyggeligt læser citaterne fra Tao Te Ching, vil du sikkert bemærke, at du for at forstå dem mentalt må bevæge dig frem og tilbage i sætningen. Du kan ikke ved at indtage et bestemt synspunkt afdække hele meningen. Det bliver bevægelsen frem og tilbage, der skaber din erkendelse.
Hvordan forstår vi f.eks. en følelse? Ja, hvis du nogensinde har forsøgt dig med ”at sætte ord på følelser,” vil du måske kunne genkende vanskeligheden ved det? Kompetencen, der skal til for at sætte sig ind i andre menneskers følelser, kalder vi for ”medfølelse”… ”at kunne føle med” udtrykker også en bevægelse, at sætte sig i en andens sted, at fatte dennes tilstand og måde at være på. Evnen til at bevæge sig ubesværet, til at kunne handle, afprøve, gøre sig fleksibel, eksperimentere, og stille spørgsmål bliver midler til at opnå erkendelse.
Du kan lave et lille eksperiment og forsøge, om du på opfordring kan lade være med at tænke på en rød elefant? At sige, hvad noget “ikke” er, siger intet om, hvad det så kunne være. Når vi taler om ikke-tingen, er det stadig tingen selv, vi taler om.
De fleste kender også denne sætning: “Vi går ud i den samme flod, og dog ikke den samme.” Tredive eger side ved side i et rundt hjulnav. I dets tomrum er hjulets nytte.
Vi brænder en lerkrukke i ovnen, så den bliver til keramik. Hvor, der intet er, er krukkens nytte: en beholder for noget andet. Vi tømrer døre og vinduer til et værelse. I disse tomme rum er dets nytte: mennesker opholder og lever dér. Et hus eller værelse er en beholder for indendørsliv. Så nytten af det, der er, får vi ved at bruge det, der ikke er.
![]() |
Skabt via Midjourney for Lars Laursen. |
Tao – for ledere og uregerlige mennesker
Lao Tzu var klar over den menneskelige særhed med at fare så vild i intellektuelle overvejelser, at folk glemmer den naturlige vej. Og derfor kæmper og stræber de, svømmer mod strømmen og ender nogle gange længere væk fra deres mål, end da de startede.
Hvad nu, hvis vi holdt op med at prøve så hårdt og fandt en anden mere ubesværet måde at få tingene gjort på? Denne video udforsker "Lao Tzu & kunsten ikke at anstrenge sig."
Bemærk: Videoklippet her er på engelsk. Du kan først slå automatisk transskribering til engelske undertekster til ved at klikke på CC-symbolet. Derefter kan du slå danske undertekster til ved at klikke på tandhjulet ⚙️ i videoafspilleren: > Undertekster > Automatisk oversættelse > Dansk. Du kan desuden gøre underteksterne større, ændre farve på teksten og gennemsigtighed for undertekstblokken.
Denne episode af After Skool blev skrevet og fortalt af Einzelgänger.
Hvis vi alle er i EN-hed,
ville der ikke være u-EN-ighed eller uover-EN-sstemmelser.
Vi ville alle leve i EN-heden.
Når vi tilsyneladende ikke gør, er det, fordi vi har indbyrdes karma og må udligne den først for at komme over-EN-s med alle andre. Udligning fører til barmhjertighed, medfølelse, glæde, kærlighed, disciplin, renhed, retfærd, viden og visdom.
Hvor usædvanlig er den følelse?
𝗘𝗿 𝘃𝗶 𝗳𝗿𝗶𝗲, 𝗵𝘃𝗶𝘀 𝘃𝗶 𝗲𝗿 𝗶 𝗘𝗡-𝗵𝗲𝗱?
Alle har en vis frihed til at bevæge sig, og alle bliver bevæget – i overensstemmelse med Tao. Kender man Tao og er i overensstemmelse med Tao, har man sin frihed i Tao.
Forfattet af Lars Laursen, med brug af kilder.
![]() |
En hejre svæver ubesværet langs floden. Skabt via Midjourney for Lars Laursen. |
Kilder og citater
Tem Horwitz: Tao Te Ching af Lao Tzu: Regenten
www.cloudhandspress.com/post/tao-te-ching-by-lao-tzu-the-ruler
Jesper Løye Hejl: Livskunstneren udretter det store, fordi hun ikke går efter noget stort:
www.jesperloyehejl.dk/livskunstneren-udretter-det-store-fordi-hun-ikke-gar-efter-noget-stort/
Tao Te Ching i Wikipedia:
da.wikipedia.org/wiki/Tao_Te_Ching
Mine Facebook-opslag om Tao:
www.facebook.com/search/top?q=lars%20laursen%20tao
Kunsten at være: De ydre kapitler – svømmehud mellem tæerne:
www.youtube.com/watch?v=IxYcnfXZS9Q
Einzelgängers YouTube-kanal: Lao Tzu & kunsten ikke at anstrenge sig:
www.youtube.com/watch?v=-lsYJrLrEAM
Kommentarer
Send en kommentar